Niksen Biksen

Klokken har lige rundet 04 fredag nat / lørdag morgen. Jeg er pivstiv (undskyld eventuelle efterfølgende slåfejl, men fadøl ad libitum har det vist med at sætte selv den bedste stavekontrol ud af kurs). Jeg kan ikke komme hjem, fordi det sidste tog er kørt.

Jeg har købt en pakke cigaretter og såmænd også en lighter. Selvom jeg er holdt op med at ryge for længe siden – men jeg er totalt i vildrede og leder med lys og lygte efter hvad det var, der gjorde mig lykkelig for bare et halvt eller et helt år siden. Måske det var cigaretterne (tilsyneladende ikke). Måske var det bare det, at livet virkede lysere. Tanken om mit liv, min tilstedeværelse, min tilværelse var bare lysere.

Nu er jeg på vej til at flytte fra min (eks-)kæreste, og tanken om bare at være mig, alene, igen, er rent ud sagt skræmmende. Men samtidig rigtig. Det føles som den rette beslutning, vi i fælleskab har taget, men det gør hverken tanken eller beslutningen behagelig.

Jeg er midt inde i byen, og på vej fra 7-11 (cigaretter og en kop kaffe) til den PC, jeg skriver dette indlæg på, blev jeg antastet af tre sæt “nattens gudinder” aka prostituerede. Og den ene af dem var faktisk pæn. Har aldrig, ALDRIG, AAAAALLLLDDRRRIIIIGGGG tidligere så meget som overvejet “dem” som noget, jeg overhovedet gad tage stilling til – men her til aften er jeg bare desperat. Ikke efter “punani”, men omsorg. Ville give hele min verden for rettidig omsorg lige nu. Er ked af at mit liv på en måde er durk på vej mod en reset – er tæt på at blive fysisk dårlig ved tanken om, at det heller ikke fungerede i denne ombæring. Kan ikke overskue at skulle ud på det grå kødmarked (igen) efter alt det, man havde afskrevet og efterladt. Nogen der måske kunne vise omsorg for mig, min person, mit ego.

Lavpunktet er nu. Jeg sidder her og skriver som en knækket, ked, forladt og alene mand, som i et splitsekund tænkte tanken at “om ikke andre vil, så kan hun [den pæne prostituerede, red.] måske give mig hvad jeg leder efter”. Nej, gu’ kan hun ej. Jeg ryger igen – verdens mest idiotiske, ubegrundelige vane er tilbage – og tænker bare på, at det lille sorte nikonmonster i maven lige nu hopper og hujer af glæde. Pikhoved. Må læse bogen [“Endelig ikkeryger” af Allen Carr, red.] igen. Og igen. Og igen.

Har mere end svært ved at forlige mig med, at jeg er så svagt et menneske. Får kvalme over at måtte erkende, at der ikke skal mere til før korthuset vælter.

Og så er hun der jo, hende det uforlignelige kvindemenneske jeg i denne uge (nej, sgu’, det er mere “dette år”) har valgt at kaste al min kærlighed, ærlighed, ømhed og åbenhed på. Det er ikke hende fra “sidst”, TK, trods alt. TK er blevet forlovet med en, der i dén grad gør hende (og derfor også mig) lykkelig på en måde, jeg aldrig ville kunne det. Men hende her, altså, hun er simpelthen uforlignelig. Alle siger, at hun er en “player” og at jeg ingen chance har, men vi TALER sammen, hende og jeg. Og hun er bare … elskelig. Elskelig og sårbar og smuk og sød og lattermild og … sagde jeg smuk?

Vi kan jo kalde hende EK, for Elskelige Kvinde. Jeg ved ikke om det er realistisk at se hende og jeg sammen, men det gør jeg. Hele tiden. Hun ser mig i øjnene oftere og anderledes end hun gør med selv sine nærmeste veninder. Jeg ved godt, at det er lidt som at underskrive sin egen dødsattest at gøre sig gode venner med en kvinde, som man er “romantisk involveret i”. Men hun er simpelthen bare blændende, i både udseende og generel fremtræden. Hvad filan gør man?

Aaaaanyway, det er ikke EK der ene og alene er skyld i dette utidige, triste og (forhåbentlig) terapeutiske indlæg. Fra at være på rette spor – med giftermål, børn, hus og bil i nært sigte – er jeg nu decideret afsporet. Kan ikke længere se hverken mål eller mening med tilværelsen. Privatlivet OG arbejdslivet stinker. Ingen bryder sig om mig, og jeg har ikke energi til at gøre en forskel. Kan ikke overskue at gøre den indsats, der ville gøre min omgangskreds opmærksom på mine problemer. Kunne der for én gangs skyld ikke være nogen, der ruskede op i mig, talte med mig, så lige igennem mine “det går fint” påstande, forstod mig? Skide være med EK lige nu, hvis bare jeg kunne forstå hvordan og hvorfor jeg er havnet hvor jeg er. I dyndet, skraldet, lortet.

Lavpunktet er nu. Lige nu. Måske der kommer et nyt lige om lidt, når jeg skal gå turen til banegården og utvivlsomt bliver konfronteret med en af dem, der vil lytte. Mod ussel mammon, men lyttende hvis det er det jeg beder om. Lige nu er livet så usselt som det bliver og jeg sidder bare her og piver som en anden tudeprinsesse…

Lavpunkt + 0 dage er nu. Måske giver jeg lyd fra mig igen senere, måske ved Lavpunkt + 20 dage, Lavpunkt + 20 år, eller måske ved endnu et Lavpunkt + 0. Hvis guderne, min psyke og måske endda EK vil det, vender jeg måske tilbage ved Højdepunkt + 0 (hvis det overhovedet er et ord, I ved forhåbentlig nok hvad jeg mener).

Slut på den ubehagelige selvterapi for nu. Hvis nogen har råd at give mig, så slå jer løs!

… er jo i virkeligheden ikke nogen hemmelighed. Jeg skabte denne “kommunikationskanal” for at kunne komme ud med nogle følelser, jeg ikke kunne dele med nogen andre. Følelser om verdens mest fantastiske kvinde, også kaldet TK.

TK, som jeg lige har tilbragt en mini-weekend sammen med, bare hende og jeg. Uden at der skete “noget”. Ikke at jeg ikke havde lyst, men det var lidt som om jeg omsider kunne respektere hendes valg om ikke at være kærester. Som om alting var tilbage til det “gamle”, hvor jeg var vildt forelsket, men ikke ville gøre noget ved det (hun havde en anden, og har det igen nu). Hvor hun godt vidste hvordan jeg havde det, og hvor jeg håbede at hun ville opdage det (catch 22, jeg ved det), og der aldrig rigtig skete noget…

Og underligt nok har jeg det okay med det - har stadig de samme fantasier om at vi ender med at tilbringe dagligdagen sammen, men har atter affundet mig med tanken om at det ikke sker. Ignorant kærlighed, jo, den er sgu’ god nok. Vi flirter og hygger og snakker om alt muligt tant, fjas og fis og løjer. Og jeg elsker det - for presset er ligesom væk, jeg skal ikke for alt i verden overbevise hende om at jeg er den rigtige og alt det der gejl. Hun ved præcis hvordan jeg har det, og jeg ved overhovedet ikke hvordan hun har det (lige med det her, altså). Lykkelig uvidenhed! Og efter omstændighederne er det vist det bedste, jeg kan bede om - jeg kan ikke undvære hendes øjne, hendes smil og hendes latter i dagligdagen, så at lukke hende ude af mit liv dutter simpelthen bare ikke. Det her må være det næstbedste.

Nå, men jeg ville egentlig også bare komme med lidt af en forklaring på, hvorfor jeg ikke har skrevet så meget på det seneste - jeg har grublet og tænkt, og ikke haft så meget nyt at komme med. Men det havde jeg så alligevel nu ;-)

Som så mange andre har fået færten af, er der en større undersøgelse i gang omkring danskernes blogvaner.

Har du selv en blog, kan du tilmelde den her - og husk så i øvrigt lige at besvare spørgeskemaet for Niksen Biksen :-)

Så var hun der igen - jeg så hende i weekenden. Troede egentlig at vores møde ville bekræfte mig i, at jeg er kommet lidt videre - men nej. Jeg er totalt ramt igen-igen, og har det som om jeg skal starte forfra i “helings-processen”. Det er ret så trist, skal jeg hilse at sige - det har taget lang tid at komme til hvor jeg var i fredags :-(

Hvorfor skal hun være så perfekt? Pisse-irriterende at hun er så pisse-fantastisk, især fordi hun tilsyneladende er udenfor min rækkevidde! Og alligevel tænker jeg på hvordan vi kan ende med at være sammen. Overvejer om det ville være en god idé at foretage mig et eller andet “proaktivt”, som dog ikke på nogen måde må bringe vores venskab i fare. Som sagt, jeg er helt tilbage til nulpunktet.

Jeg kan sagtens forestille mig, at det hele ville være nemmere, hvis vi slet ikke talte sammen. Men det sker ikke. Fordi vi er supergode venner - snakker godt sammen - og har været det længe. Og fordi jeg ikke kan undvære hende, må jeg vist indrømme…

Ville nok gerne kunne tudbrøle over hende - men den går heller ikke, for hver gang jeg tænker på hende, smiler jeg indvendigt og udvendigt. Ikke skyggen af tårer, bare en hel masse ridser og skår i hjertet. Bittert…

… en Krebs!? Dope fandt et sjovt link - og jeg efteraber bare:

Your True Love Is a Cancer

Why you’ll love a Cancer:  Cancer’s loyal and sincere heart makes your own sensitive heart melt. Caring and devoted, a Cancer will take the lead in pursuing you - and not give up! Why a Cancer will love you: You’re laid back enough to deal with Cancer’s little mood swings and freak-outs. A fellow homebody, you know how make Cancer comfortable and at home with you.

TK er et vildt dyr. Det er hun altså. Hun har det der “dræber-instinkt”, som gør at hun kan tage, hvad hun vil ha’ - hun udpeger sit bytte og går lynhurtigt og direkte efter struben. Hendes ex er ligesådan - et vildt dyr, der spiser lidt for meget fordi han ikke helt ved, hvornår han kan få mad igen…

Og nu håber jeg, I er med på analogien (jeg elsker dem) - for jeg forklarer den ikke yderligere ;-)

Jeg selv er et tamt dyr. Født og opvokset i en zoologisk have, hvor jeg ikke selv jager maden. Jovist, der er da tidspunkter hvor man er mere sulten end andre, men maden kommer, når den kommer. Jeg har aldrig lært at jage, at dræbe - og derfor spiser jeg kun det, der bliver serveret lige for næsen af mig. Alt andet mad tænker jeg mig til - for maden kommer jo, når den kommer.

Ville ønske at nogen kunne lære mig at jage. Har det lidt som om jeg nu er sluppet ud i det fri, men jeg er doven, kræsen - og lidt ked af at være havnet udenfor de sædvanlige, trygge rammer. Rådvild er vist ordet.

Har hele mit liv kun spist mad, der er blevet serveret - og bevares, det har da været glimrende, men for pokker da, hvor ville jeg gerne kunne fange min egen mad. For jeg er sindssygt sulten lige nu…

Nu er det ikke fordi jeg overhovedet ligner - eller på nogen måde påstår at jeg er - en sundhedsguru. Men et eller andet sted er det lykkedes mig at tabe knap 10 kg - uden at jeg på nogen måde har måttet ofre mig helt vildt meget eller bruge al min fritid på det. At det har taget knap et år, og at jeg stadig mangler 10 mere, er mindre vigtigt - bare læs videre!

Det behøver altså ikke være spor svært at tabe sig - jeg har fundet en “metode”, der virker ganske glimrende for mig. Jeg kan ikke forestille mig, at det kun er mig, der kan bruge mine “principper” til noget, så her kommer min måde at gøre tingene på:

- Det aller-aller-vigtigste princip er følgende: nægt ikke dig selv noget. Og med det mener jeg ikke at du skal leve af flødekager, cola og burgere, men bare at hvis du virkelig har lyst til noget usundt, så spis det dog. Er det chokolade, så tag kun så mange stykker, som der skal til for at du har fået fjernet chokoladetrangen - og vær efterfølgende ærlig over for dig selv: du ved jo godt, at chokolade koster i den anden ende (den skal ikke misforstås ;-) ), så det kræver lidt mere motion at forbrænde skidtet. Men til gengæld er livet ikke hele tiden møgsurt, og du tænker ikke hele tiden på chokolade (det lover jeg)… Det er derfor, jeg ikke gav op (igen-igen) for længe siden - for jeg går i princippet ikke glip af noget, vel?

- Det næstvigtigste princip er også ganske simpelt: dyrk motion. Du behøver ikke at brænde flere tusinde kroner af på et fitness-medlemskab, men så længe du får rørt dig mere end ellers, kalder vi det motion. Gå en tur - eller LØB en tur (tro mig, selv en alt for stor gut som jeg kan løbe)!
Det er svært at komme afsted, jeg ved det, men når man kommer hjem igen har man det supergodt med sig selv. Igen: lad være med at lave aftaler med dig selv, som du alligevel ikke holder. Selv løber jeg kun, når jeg føler for det, og det svinger rigtig meget hvor ofte jeg kommer ud - men jeg ved, at jeg har det fedt når det er overstået (altså i hovedet - kroppen synes sjældent at det er supersjovt!). Oven i hatten har jeg gjort det sådan, at jeg altid går eller løber den samme rute, og tager tid på det. På den måde presser jeg helt automatisk mig selv til at ville gøre det bedre end sidst - og for mig virker det altså glimrende. Jeg løber stadig den samme 5-kilometer rute (som jeg i øvrigt lavede på loeberuten.dk), og har skåret adskillige (!) minutter af min første tid.
Hvis du tror at det hjælper på motivationen, hvis du finder én at løbe/gå med, så prøv det. Min egen erfaring er, at det hurtigt bliver en sur pligt at SKULLE løbe hver søndag/onsdag/whatever - men prøv det, hvis du tør :-) Hele humlen er, at det ikke må være nederen at komme afsted, uanset om det gælder løb eller fitness.

De her principper gør jo nok, at vægttabet kommer lidt langsommere end ved mange andre metoder. Jeg undgik med vilje at veje mig, indtil for et par uger siden (hvor der bare pludselig stod en vægt et sted, som jeg lige skulle prøve - og vupti, der var røget rigtig mange kilo!). Hvis du går på vægten, så VÆR LIGEGLAD MED TALLET! Er der en uge, hvor trangen til is har været ekstra meget i vejret (du ved, den uge kommer :-D ), og du så ikke har tabt dig, eller endda taget på, så tænk ikke “så kan det fandeme være lige meget”, men i stedet “det skal fandeme være løgn, skal det”. Du kan være helt sikker på, at det nok skal komme. Bare vent, til vennerne bemærker at du har tabt dig. Jeg var ude for at en kammerat, jeg ikke havde set i lang tid, blev helt paf da han så mig (og jeg er, som sagt, stadig en “stor” herre). Det var suuuperfedt!

En anden ting er måden, du sætter dig et mål på. Selv har jeg sagt, at jeg gerne vil tabe mig 10 kilo mere. Jeg har droppet det med tids-perspektivet, for jeg kan jo mærke at det virker, og så skal det nok komme. Nu skal jeg så til stor familiebegivenhed i april, og har tænkt at jeg vil give den en ekstra skalle indtil da - og det betyder IKKE, at jeg ikke spiser noget som helst usundt i tre måneder, men at motivationen til at løbe og “fitnesse” er større end ellers. Har ikke sagt (til mig selv), at der skal være tabt X antal kilo (jeg vejer mig ikke hverken før eller efter arrangementet), bare at jeg gerne vil have tabt mig.
Og her er det måske også værd at understrege, at jeg har valgt at holde diverse delmål for mig selv… Jeg HAR prøvet det der med at brøle mine hensigter om vægttab ud til højre og venstre, i forhåbningen om at det ville øge min motivation - men tværtimod har det øget presset, og jeg er hver gang endt med at tænke, at det “så bare kan være ligemeget”, når det ikke er lykkedes.

Jeg ved ikke, om disse bittesmå råd hjælper netop dig, men mig har de altså gjort underværker for. Og det er jo ikke mit første forsøg på at tabe mig - men erkendelsen af, at jeg overhovedet, slet, slet ikke kan lave mad, og at jeg har en usandsynlig sød tand (og til tider meget lidt selvdisciplin), har gjort at diverse slankekure og livsstils-ændringer, som det jo hedder nutildags, ikke har givet mig noget som helst vedvarende vægttab. Jeg ved bare, at motion er det allerbedste, mest simple og noget af det nemmeste at få. Og hvis du nu sidder og tænker, at du på ingen måde kan afse tid til motion, så tænk om igen… Det er bare en dårlig (og jeg mener rigtig dårlig!) undskyldning. Ligegyldigt om du vælger at løbe eller gå 5 km (eller hvad du nu vælger) tager det ikke over en time - og hvis du ikke kan afse én time ét eller andet sted i dit ugeskema, er der et eller andet helt galt med dit skema :-)
Jeg har faktisk også meldt mig ind i et fitness-center, og prøver at komme afsted op til tre gange om ugen (det sker sjældent, men i hvert fald én, og oftest to), men det har jeg muligvis også kun tid til, fordi jeg ikke har noget liv. Da jeg skulle retfærdiggøre over for mig selv at bruge så forholdsvis mange timer på fitness, var det ikke noget problem; jeg kunne jo godt se, at der nok stadig ville være tid til fjernsynskiggeri, internet-surfing og fredagsbajere, selvom fitness kunne ende med at tage op til 4-5 timer HVER uge (uha, det er helt vildt meget, ikke? Nej, gu’ er det ej)…

Så tænk lige over det - det behøver ikke være en sur pligt at tabe sig, og det ER ikke så svært som mange gør det til!

Så er det søreme den tid på året igen. Den tid, hvor alting går op i sidste-øjebliks-indkøb og for-kort-tid-til-at-besøge-alle-stress. Jeg er en af dem, der skal ud på en mindre rejse for at komme hjem til familien - og det skaber som regel et ekstra lag stress, når man oven i hatten er skilsmissebarn. Det er noget med at vælge hvor man dette år holder juleaften, og så ellers arrangere alt (andet) ud fra den beslutning. Det vil sige, at man skal nå enten at besøge - eller i hvert fald nå til en fest med - hele familien. HELE familien. Ellers har man svigtet.

Og når så jule-halløjet er overstået, er det tid til alt-for-trist-til-at-feste-nytårsfesten og hvorfor-fanden-sagde-jeg-dét-nytårsdagen. Første januar er den værste dag på året, når man er single. Nytårsaften er temmelig “close second”, men alt i alt er det aldrig morsomt at skulle være åh, så glad og overskudsagtig, når hele jule-tingen handler om familie, kærlighed og den slags ting. Med andre ord handler julen om alt det, alle andre har, og man selv ønsker sig brændende… Det er sgu ikke nemt.

Men i år er anderledes. Og det er ikke noget, jeg siger hvert år - i år ER anderledes. Jeg skal nemlig udenlands, og ikke besøge familien i år. Fejrer jul og nytår under varmere himmelstrøg, bare mig og en kammerat - og jeg glæder mig!

Min frisør har åbenbart hørt flere af den slags historier, for han udtrykte en tydelig jalousi mod “alle os, der skal danse omkring palmerne i stedet for juletræet” :-)

Altid noget at vide, at flere har fået smag for at droppe den overgearede danske jul til fordel for drinks, strande og den slags ting - var begyndt at tro, at jeg var lidt unormal når jeg følte mig overvældet at unødigt jule-gejl. Som Irma (hvor jeg ifølge tidligere indlæg tilbringer meget af min tid :-D ), der begyndte at skrive “Endelig Jul” på deres tilbudsskilte TIDLIGT I NOVEMBER (!) MÅNED!!! Hvad huuuulen regner de med? “Kom, lad os stopfodre alle vores kunder med jul-jul-jul i to måneder, så kan vi få den ekstra jule-hjælp i ugen op til 24. december beskæftiget med at tørre JULE-BRÆK op”? Hm, sorry - der gik jeg vist lidt over stregen…

Kan bare slet ikke sætte mig ind i den der opreklamerede plastic-glæde, alle forventer at man ifører sig så snart julen nærmer sig. Og det er måske lidt værre nu, hvor jeg bogstaveligt talt har kunnet smage lykken - har været millimeter fra at have det hele - men ender så endnu et år med at være ham den spøjse single-fyr, der skal parres med den samme single-pige til nytårsfesten. Som om vi ikke allerede har været “parret” tusind gange før, og VI ER IKKE NOGET FOR HINANDEN! FAT DET! Hov, der råbte jeg lidt igen. Jeg beklager mange gange…

Om et par dage er jeg så på vej til varmere himmelstrøg - og jeg håber virkelig at det kan hjælpe mig til at få det hele lidt på afstand. Fordi jeg er på “nyde-ferie” og ikke “pligt-/stress-ferie”, får jeg nok ikke blogget her igen indtil det nye år er over os. Så fra alle mig til alle jer:

Glædelig jul og godt nytår!
- håber I overlever det… ;-)

Nu er det hele ved at komme lidt på afstand - og ganske som jeg havde håbet, kan jeg nu se positive ting ved det der skete mellem TK og jeg… Jeg kan, uanset hvor meget jeg prøver at undgå det, også se dumme, dårlige og negative ting ved det, men sådan skal det vel være.

Jeg tænker stadig på hende dagligt. Men hvor det før var “hvorfor f….. kan hun ikke se MIG?”, er det nu mere henad “hvordan mon hun har det i dag?”. Dén drejning i sig selv er vist ret sund. Har faktisk også lagt mærke til en “vane”, jeg har fået - en god én, synes jeg: en gang imellem, når jeg lægger mig på sengen og trækker dynen over mig, smiler jeg nærmest uden at vide hvorfor. Indtil det går op for mig, at det er hende jeg tænker på - ser hendes smukke, sovende ansigt for mig - og bliver varm af glæde indvendig. Jeg skylder hende faktisk tak for den/de oplevelse(r) - for jeg ville i bund og grund absolut ikke være dem foruden…

Kun nu, når jeg sidder og skriver om det, tænker jeg i glimt på hvordan vi kunne have haft det, hvis nu ligningen gik op, og sol, måne og stjerner ellers stod rigtigt (millimeter-præcist :-) ). Og der er ingen tvivl om, at jeg stadig ser hende som en helt fantastisk person, men respekterer samtidig hendes valg. Jeg ved jo udmærket at hun er en intelligent kvinde, som er fuldt ud i stand til at træffe sine egne beslutninger.

Det er jeg også (hvis jeg selv skal sige det, og det skal jeg åbenbart) - jeg har derfor besluttet at hvis det SKAL ske, så sker det også, selv om jeg ikke nødvendigvis bruger år og dage på at udtænke planer for hvordan. Hvem ved, måske er det mig, der har fat i den gale ende - at vi slet ikke er skabt for hinanden - og så ville det jo være smadderærgerligt at bruge så mange kræfter, tårer og timer på noget “pjat”.

Ja, det lyder jo alt sammen superfornuftigt, ikke? Elsker hende stadig, men har vist fattet at det ikke er mig, der bestemmer om hun elsker mig - det er en ret befriende tanke at kunne forholde sig til! Ønsker tøsen det allerbedste her i verden, og jeg vil altid være der for hende som ven - og vil skæbnen at vi finder sammen “igen” på et tidspunkt, så vil jeg sikkert blive verdens lykkeligste mand.

Indtil da leder jeg efter lykken andetsteds. Hvis så bare nogen kunne give mig et ruteplanen til det der Andetsteds - ASAP!?

Hey, har lige set at jeg er kommet på en blogroll - det er saftsuseme stort! Takker, bukker og skraber for penneven.urbanblog.dk - som nok også ender på min blogroll, når jeg får en sådan (lige om lidt, for eksempel ;-) )

[EDIT: yessir! "Så er der blogroll her på sitet" (kan du finde den Brdr. Olsen-sang, den sætning kan og bør synges til?)...]